Søskende er forskellige

Efter at have fået barn nummer et eller to er selvtilliden som forælder højere hos de fleste. Mange udfordringer prøvet, og dagligdagens små konflikter og besværligheder er blevet en del af rutinen. Men når dine børn så får en lillebror eller lillesøster, kan der alligevel blive vendt op og ned på det hele.

Du troede lige, du havde styr på det! De mange praktiske gøremål, håndteringen af småbørn og evnen til at sætte sig selv til side. Vilkårene er blevet en fast del af din hverdag, og det med at være forælder har du efterhånden rimelig godt styr på. Men så kommer der endnu en familieforøgelse, og posen bliver for alvor rystet igen. Den nye baby er kommet til verden med sin helt egen personlighed, og du opdager, at det kræver helt nye ting af dig som forældre.

Forskellige ønsker

Med børn med vidt forskellige personligheder bliver det hurtigt tydeligt, at deres ønsker, behov og glæder også viser sig at være vidt forskellige. Nogle børn ville elske en tur på lejepladsen, mens andre hader det. Nogen elsker at få lov at sidde i timevis og pusle med kreative projekter, mens andre hurtigt mister koncentrationen og vil ud at klatre i træer. Og som én forælder med to børn, der har hver deres vilje, kan det være svært at tilfredsstille begge parter.

Som hund og kat

Det kan være med stor undring, at forældre med tiden lærer deres børn at kende og langsomt begynder at forstå, hvad det er for en personlighed, der gemmer sig bag de kønne ansigter. Nogle børn spiser på livet løs, mens andre stikker til maden og gang på gang afviser, hvad der kommer på bordet. Nogle børn elsker at have legekammerater omkring og trives i selskab med mange mennesker. Andre vælger deres venner med omhu og ønsker kun få venner omkring sig.

Nogle klatrer i træer og suser af sted, andre er mere forsigtige og kaster sig ikke hovedkulds ud i noget. Det kan få forældre til at føle, at de skal være forskellige forældre for hver deres kære børn. Og det er faktisk ikke helt forkert opfattet. For ligesom det er tilfældet på en arbejdsplads eller i en skoleklasse, kan en familie bestå af vidt forskellige personligheder med hver deres behov og ønsker. Og ligesom det er uvist, om de små arver deres forældres øjenfarve og næsetip, er det også uvist, om deres personlighed afspejler forældrenes. Du kan nemlig sagtens få et tilbageholdende, stille og reserveret barn, selvom resten af familien er nogle udadvendte sludrechatoller.

Vær opmærksom

Det er ganske vigtigt, at du som forælder er opmærksom på, at familien består af forskellige personligheder. Åbenhed og rummelighed er i den forbindelse nøgleord og vejen til velfungerende børn. Eksempelvis kan man opleve, at det ene barn minder meget om sine forældre, imens lillebror er helt anderledes og skiller sig ud fra resten af familien. Her kan forældre tænke, hvorfor lillebror ikke er som os andre, og at det ville være meget nemmere.

Men samtidig er det ikke lillebrors skyld, at han er, som han er. Han er født med sin egen personlighed, hvad enten den matcher familien godt eller ej. Ofte ses det også, at børneflokke er forskellige, fordi de hver især ønsker at skille sig ud som individer og på den måde få opmærksomhed. Det giver dynamik i søskendeflokke og er en helt naturlig måde, hvorpå børnene kan finde deres eget ståsted.

Ikke to er ens

De fleste ville desuden også finde det kedeligt, hvis hele familien var ens. Netop her er det vigtigt at være opmærksom på sin evne til at være empatisk, indlevende og forstående over for sit barn. På den måde har forælderen en unik mulighed for at udvikle sig som menneske og finpudse de kompetencer til fordel for barnet. Mere konkret betyder det, at sammenligning mellem søskende skal forsøges at undgås. Glemmer du det, kan det give dit barn opfattelsen af, at han skal være som sin bror og dermed passe ind i en bestemt kasse. I stedet er det afgørende, at dit barn får plads til at udfolde sig og være sig selv, idet det også har betydning for evnen til at stå ved sig selv senere i livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *