Når den lille vil bestemme ALT

Mange forældre oplever, at der sker store forandringer i temperamentet, når deres barn bliver cirka et par år gamle. Fra at være rolig og fredelig, kan den lille på meget kort tid forandre sig til at være hidsig og utilfreds det meste af tiden. Og nå ja, så bliver det også ofte den lille, der pisker rundt med mor og far.

Det starter godt ud. Det nye vidunder melder sin ankomst til verden og indtager sin nye tilværelse uden for mors mave stille og roligt. Baby sover igennem om natten, og det er meget begrænset, hvor meget skrigeri og hvor mange konflikter der opstår. I det hele taget er tilværelsen som nybagte forældre startet godt ud, og mor og far føler de har styr på det.

Men så pludselig en dag vender det 180 grader. Mor og datter skal på familiebesøg og er på vej ud af døren. Den lille vil ikke have hue på, selvom det er koldt uden for. Tiden er knap – mor forsøger igen og igen og vælger til sidst at give op. Det hjælper ikke. Nu vil hun alligevel have huen på og begynder at græde igen. Sådan går det frem og tilbage, til det til sidst bliver for meget. Så er det ud af døren – hue eller ej!

Hvad enten huen er på eller ej, så er det galt. Den lille skriger og stamper i gulvet. Nu vil hun have hue på, og så vil hun alligevel ikke. Episoden gentager sig oftere og oftere forskellige steder. Når familien skal ud af døren om morgenen, når hun skal hentes i dagpleje osv. Ofte må forældrene give op – det hjælper ikke at tale sig frem til en løsning – den to-årige kommer under armen og bliver grædende sat ud i bilen eller op på cyklen.

Hidsigheden kommer til at fylde mere og mere. Det er umuligt at stille den lille tilfreds – hun skriger, kaster med ting og må tvinges i tøjet.

Hvad gør man?

Det store spørgsmål er, hvordan den lilles store temperament håndteres bedst. Er det værd at tage kampene altid? Og kan man på nogen møde gøre noget for lettere at kunne komme ud af døren om morgenen uden de store konflikter?

Overvej dine kampe

Det er ikke alle kampe, som er værd at tage med de små. Somme tider skal man lade konflikterne fare og lade barnet få sin vilje. Men når den lille dikterer mors og fars gøren og laden i et omfang, hvor den lille til sidst får magten, så gælder det om at sige stop. Og hvis det resulterer i gråd, hidsighed og utilfredshed, så er det trods alt bedre, end at mor og far lader sig piske rundt med. Formår du som forældre et sige stop på en afbalanceret måde, når tiden er til det, så bliver det også dig, der sætter grænserne, og det vil i sidste ende give tryghed til dit barn.

Tal om, hvad der skal ske

Små børn kan også reagere med utilfredshed og gråd, hvis de bliver overraskede. Så kan situationen blive uoverskuelig for dem, og det afføder naturligt gråd og umedgørlighed. Her kan det hjælpe løbende at tale med dit barn om, hvad der skal ske. Fortæl at om fem minutter skal vi have jakke på, eller at vi om lidt skal hjemn. Vær rolig og afdæmpet, når du taler med dit barn og hjælper det med praktiske ting. Det skaber tryghed og bidrager til, at barnet også bliver roligt.

Det kan også være en hjælp at sætte sig stille og roligt ned i en stol eller en blød sækkestol på gulvet. Tag en bog frem og lad roen falde over jer, hvis I har muligheden for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *