Dit barns far

Du overværer, at din mand er i gang med at skifte jeres baby. Du synes ikke helt, at bleen kommer til at sidde, som den skal. Den er ikke strammet de rigtige steder, han får ikke tørret numsen godt nok, han får ikke smurt cremen ved numsen ordentligt ud. Du kan ikke lade være med at sige det. Dine kommentarer irriterer ham og giver ham lyst til bare at overlade jobbet til dig, ”hvis han alligevel ikke kan gøre det godt nok”. Den ellers så gode stemning omkring skiftebordet bliver pludselig trykket. Men hvad skal du gøre? Er det vigtigste ikke, at bleen sidder som den skal?

Overvej: Rigtig mange mødre kan ikke dy sig for at komme med kommentarer, når deres mænd gør tingene anderledes, end de selv ville have gjort. Mødre har hele tiden for øje, at barnet skal have det bedste til enhver tid. Og hvis ikke far gør tingene helt præcist, som mor ville have gjort det, så får han lige en håndfuld gode råd med på vejen. Ofte kan de mange gode råd føre til, at far helt mister lysten til at skifte ble, made, give tøj på osv. Simpelthen fordi han har følelsen af, at han ikke gør det godt nok. Kritikken kan skabe afstand mellem forældrene, og barnets far får ikke lov til at gøre tingene på sin måde og lære af det.

Fokuser på: Hvis din mand føler sig kritiseret over den måde, han gør tingene på, skal du tage det seriøst. Lyt til ham og arbejd med dig selv, når lysten melder sig til lige at stikke ham en kommentar eller et såkaldt godt råd. Hold dig tilbage – for ofte går tingene jo fint alligevel. Lad ham gøre tingene på sin måde. Hvis han ikke helt har forstået, hvad forskellen er på håndcreme og numsesalve, så fortæl ham på en ordentlig måde, hvilken tube han skal bruge til babys numse. Fortæl ham hvad skal gøre i stedet for, hvad han ikke skal gøre. Og vælg at gøre det, når der er ro omkring, og han ikke står midt i at skifte ble. Hvis du sender en strøm af sted med kommentarer, rettelser og gode forslag mens han er midt i bleskiftet, så skaber du sandsynligvis frustration hos ham, mere end at du hjælper ham.

Han tager aldrig initiativ til at lave noget med barnet

I har altid været enige om, at I begge ville involvere jer i jeres barns opdragelse og hverdag. I ville være fælles om forældrerollen og begge hjælpe til derhjemme. Men alligevel er det dig, der er endt med at putte, skifte bleer og smøre madpakker.

Overvej: Mange danske familier er fokuserede på at deles om dagligdagens gøremål, så både mor og far får et tæt forhold til baby, samtidig med at de også begge har mulighed for at tage en pause for sig selv. Det hører med til det fokus på ligestilling, som vi har i vores land. Men når hverdagen ruller af sted med fuld fart, er det ikke altid, at vores intentioner bliver omsat til konkret handling. Ofte danner vi i et mønster i dagligdagen, som ikke stemmer overens med det, vi havde forestillet os, inden barnet blev født.

Det kan skabe skuffelse og sårede følelser – især hos moderen. For det er netop dig, der har været gravid i ni måneder, det er dig der har født og ammer, og det er måske også dig, der har sat din karriere på stand by, for at tage hånd om barnet. Hvis du er på barsel, er det også dig, der har den største viden om barnet, fordi du simpelthen tilbringer mest tid med den lille.

Det kan imidlertid give din mand følelsen af at være mindre vigtig, samtidig med at han kan føle sig som tredje hjul i den stærke symbiose mellem dig og barnet. Måske har du endda svært ved at give slip og overlade gøremål til faderen – fordi du har svært ved at acceptere, at han ikke gør tingene præcist, som du gør. Måske når han slet ikke at tænke på, at barnet skal skiftes, eller at det er tid til at blive puttet, fordi du altid er et skridt foran og hele tiden har rutinerne siddende på nethinden.

Fokuser på: Prøv at brug lidt energi på at løsne op for symbiosen mellem dig og dit barn – bare en times tid i løbet af eftermiddagen eller aftenen. Forsøg at tilgå tingene på en lidt mere afslappet måde, så din mand også har mulighed for at udfylde en aktiv rolle derhjemme. Det kan føles grænseoverskridende og give ansvaret for baby fra sig for en stund, men det kan ikke desto mindre være gavnligt for hele familien.

Hvis du træder lidt til side, får din mand også plads til i højere grad at udfylde faderrollen. Lad barnet og faderen knytte bånd, mens du er i Føtex eller tager en langt bad. På den måde når I nærmere intentionerne om at deles om forældrerollen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *